2. marts 2022

Hvilken betalingsløsning skal jeg vælge til min webshop?

Måske er du stadig i planlægningsfasen. Måske har du allerede en kørende webshop, men har brug for en ny betalingsløsning. Uanset hvad er det godt at kende dine muligheder i forhold til betalingsløsninger. Vi giver dig her et overblik over de forskellige begreber og løsninger.
betaling mobil dankort
Karsten Klinker Madsen

Karsten Klinker Madsen

Hop frem til ...

Den moderne strøgtur foregår i høj grad online, og webshoppene vækster som aldrig før. Men hvilke overvejelser skal du gøre dig i forhold til betaling i din webshop? Hvad er vigtigt at vide, når du skal vælge betalingsløsning?

Hvad er en betalingsløsning?

En betalingsløsning kaldes også sommetider for et betalingssystem. Det består af en betalingsgateway og en indløsningsaftale. Det samlede betalingssetup til en webshop består dog både af en betalingsgateway, en indløsningsaftale, nogle betalingsformer og et webshopsystem.

Du kan ikke nøjes med kun at have én af delene. Det hele skal spille sammen, og der kan være nogle særlige ting at tage højde for: Nogle betalingsformer kræver bestemte indløsningsaftaler, og nogle betalingsgateways fungerer kun til bestemte betalingssystemer.

Kort fortalt hænger det sammen sådan her: Du har en hjemmeside med et webshopsystem. Her kan kunder lægge varer i en virtuel kurv. Oplysningerne om varerne og deres priser bliver sendt videre til en såkaldt betalingsgateway, når kunden vil ”gå til kassen”. Denne gateway er en online betalingsterminal (ligesom i en fysisk butik), hvor kunden indtaster sine kortoplysninger afhængigt af den valgte betalingsform. Gennem indløsningsaftalen, som du har indgået med en indløser, bliver pengene tilgængelige for dig.

Læs med videre og bliv klogere på hele betalingscirkusset. Først gennemgår vi lige de forskellige elementer.

Hvad er en betalingsgateway?

En betalingsgateway er den online betalingsterminal. Det kaldes også PSP, som står for Payment Service Provider, fordi det netop er en betalingsleverandør. I den fysiske verden er betalingsgatewayen den lille maskine oppe ved kassen, som du stikker dit betalingskort ind i (eller scanner dit kontaktløse kort på), når ekspedienten har scannet alle varerne, og du er klar til at betale.

Når man handler online, er det i betalingsgatewayen, at kunden skal indtaste sine kortoplysninger ved den valgte betalingsform. Det er også her, at kundens kort bliver godkendt og tjekket. Samtidig sørger den for, at indløseren kan hæve pengene fra kundens konto og sætte dem ind på din virksomhedskonto.

Hvis man har en god betalingsgateway, kan den håndtere flere betalingsmetoder og indløsningsaftaler på samme tid – og det kan være en fordel.

Eksempler på danske betalingsgateways er fx Quickpay, Nets, Scanpay, Pensopay, Paylike, Bambora og OnPay. PayPal, Stripe og Worldpay er tre eksempler på internationale gateways. Nogle af disse tilbyder desuden en samlet løsning med både betalingsgateway og indløsningsaftale – se mere i næste afsnit. De internationale løsninger hører ikke under dansk lovgivning – det er godt at have i baghovedet, da det i nogle tilfælde måske kan have en betydning for din virksomhed.

Hvad er en indløsningsaftale?

En indløsningsaftale er en aftale mellem din virksomhed og en indløser, der håndterer transaktioner på vegne af dig. Med andre ord: For at flytte kundens penge over til din firmakonto har du brug for en indløsningsaftale. Aftalen giver indløseren lov til at flytte dine kunders penge over til din konto, når kunderne betaler for et produkt i din webshop.

Eksempler på udbydere af indløsningsaftaler er Nets/Teller, Clearhaus, Bambora, Handelsbanken, Pensopay, Paylike, PayPal, Stripe og Worldpay. Hvis du ser nogle gengangere fra listen over betalingsgateways, er det, fordi de tilbyder en samlet løsning med både betalingsgateway og indløsningsaftale.

Hvad er en betalingsform?

En betalingsform er den måde, man som kunde ønsker at betale. Det vil oftest være et slags betalingskort. Bankoverførsel er også en betalingsform, og det er mobilbetaling også – og denne bliver mere og mere populær.

De mest gængse betalingsformer er de følgende: Dankort, eDankort, Visa (VisaDankort), Visa Electron, MobilePay Online, American Express, MasterCard, Maestro, Klarna, Google Pay og Apple Pay.

Hvad er et webshopsystem?

Et webshopsystem er selve webshoppen. Det er webshopsystemet, der danner grundlaget for netbutikken, og at der er noget at betale for. Det er altså et system, der er indrettet til e-handel.

Der findes mange forskellige webshopsystemer med forskellige fordele og ulemper. Det er et helt kapitel for sig, så vi nævner blot lige nogle kendte og populære systemer her: WooCommerce, Shopify, PrestaShop, Magento/Magento2, DanDomain, Virtuemart, Drupal Commerce, OpenCart og Zen Cart.

Hvilken betalingsløsning passer til din virksomhed?

Det er svært at komme med et præcist svar på hvilken betalingsløsning, der passer til lige netop jeres virksomhed. Det afhænger af flere faktorer og kommer an på, hvad I vægter højest i lige jeres virksomhed. Men der er flere parametre, som er værd at have med i jeres betragtninger og gøre sig overvejelser omkring, når I skal vælge betalingsløsning til jeres webshop.

Hvad er vigtigst for din målgruppe?

Det er først og fremmest vigtigt at have din målgruppe for øje og overveje hvilke slags kunder, du ønsker at tiltrække og hvilke betalingsmetoder, de anvender. Det er vigtigt at gøre det så nemt som muligt for dine kunder at betale – og det hænger også sammen med at vælge betalingsmetoder, som passer til deres segment.

Har du fx mange kunder fra udlandet eller håber du på at få det, er det vigtigt at have en international betalingsmetode som fx PayPal.

Mobile betalingsformer har vundet indpas de senere år og anvendes i stigende grad, og denne udvikling vil formentligt kun fortsætte. Det kan derfor være en god idé at gøre det muligt at gennemføre køb via mobil og tablet, da en stor (og stigende) del af dine kunder vil foretage deres køb via disse enheder.

Det er ærgerligt, hvis din betalingsløsning ikke fungerer på mobile enheder, fordi du i så fald kan ende med at miste mange potentielle kunder.

For at få mobilbetaling skal du som regel kontakte din nuværende indløsningsudbyder for at oprette en sådan aftale. I Danmark foregår mobilbetaling som regel gennem MobilePay eller Swipp.

Hvad er dit budget?

Der kan være stor forskel på transaktions- og oprettelsesgebyrer hos de forskellige udbydere af betalingsløsninger. Derfor er det godt at have en idé om sit budget, når man vælger betalingsløsning, så pris og budget passer sammen – især hvis pris er en vigtig faktor. Der vil dog være gebyrer uanset hvad.

Hvor hurtigt vil du i gang?

Hvis du gerne vil i gang hurtigst muligt, kan du vælge en løsning, hvor du ikke skal godkendes af indløseren først, som man skal i de fleste tilfælde. Vælger du i stedet en ekstern betalingsløsning som fx PayPal eller Stripe, kan du nærmest komme i gang med det samme. Ellers kan det godt tage længere tid, før du kan komme i gang med at modtage betalinger i din webshop.

Skal der være (dansk) support?

Ikke alle løsninger tilbyder dansk support. Det kan dog betale sig at vælge en udbyder, der tilbyder dette – det kan gøre processen betydeligt nemmere, hvis (eller nok nærmere ’når’) der opstår problemer. Du kan også tjekke, om der er brugbare integrationer, som passer til dit webshopsystem. Det kunne fx være dit regnskabssystem eller andet, som kan være med til at gøre hverdagen nemmere for jeres virksomhed.

Hvad skal niveauet af sikkerhed være?

Nogle løsninger er mere kendte for deres sikkerhed end andre. Sikkerhed er blevet en stigende vigtig faktor for kunder i takt med, at der handles mere online. Det kan helt klart anbefales at prioritere sikkerhed, så kunderne kan føle sig trygge ved at handle på din webshop. Af denne grund er det også smart at tilbyde flere forskellige betalingsformer, da der kan være forskellige opfattelser af hvilke betalingsformer, der er sikrest.

Vil du tilbyde det gamle Dankort som betalingsmetode?

Dankortet er stadig en meget gængs betalingsmetode. Hvis du tror, din målgruppe foretrækker at kunne betale med det gamle Dankort, bør din betalingsløsning understøtte denne betalingsform. Hvis det ikke nødvendigvis er alfa og omega for din målgruppe, giver det til gengæld et større udvalg af betalingsløsninger at vælge imellem. De fleste dankort kan også anvendes, hvis du har en Visa/Mastercard-aftale. Og de fleste har i dag andre kort end det ’rene Dankort’.

Foretrækker du en samlet aftale med betalingsgateway og indløser?

Det kan være lettere at have de to aftaler samlet – på den måde sparer man administration og tid. Der kan selvfølgelig være mindre fleksibilitet, når man vælger en pakkeløsning, fordi man måske ikke kan få opfyldt alle sine krav. Til gengæld slipper man for at holde styr på to forskellige aftaler/udbydere og det administrative arbejde, der følger med.

Er du blevet nysgerrig og vil du gerne vide mere – så tøv ikke med at kontakte os!

Karsten Klinker Madsen

Karsten Klinker Madsen

Karsten er en af vores mest garvede medarbejdere. Han har mange års erfaring med IT, software og programmering - både som udvikler og projektleder. Han har en bred viden om hele IT-feltet og guider roligt og sikkert kunderne videre, når der opstår problemer, tvivl eller spørgsmål.

Vild med det du lige har læst? Så spred glæden...

Appetit på mere viden?

Bureau eller inhouse udvikler
Nyt fra Efiware
Casper Rasmussen

Bureau eller inhouse-udvikler: Hvad skal du vælge?

Er du i tvivl om, du skal ansætte dine egne inhouse-udviklere? Eller går du og overvejer at hyre et eksternt bureau til at klare din udvikling? Det kan være lidt uoverskueligt at finde ud af, hvad der er op og ned. Vi guider dig lidt på vej.

Læs mere »